Chirashi sushi
Intro
Chirashi sushi kan også beskrives som en sushi bowl, men blot hvor ingredienserne er anrettet anderledes, så retten dermed får et andet udtryk.
Ordet chirashi betyder direkte oversat ”Spredt” og referer til at ingredienserne er spredt ud over retten.
Som udgangspunkt bruges der sushi ris og derefter toppes retten af med fintskåret omelet, rejer, rogn, sukkerærter og andre grøntsager.
Retten spises ofte i Japan ved festlige lejligheder og er særdeles god at servere hvis man skal lave en form for sushi til mange, men ikke har tiden til at lave alle ruller og stykker enkeltvis.
Dermed kan retten anrettes og serveres i et stort fad eller en skål, så gæsterne dermed kan tage selv.
Ingredienser
75 g Sukkerærter
50 g Edamame bønner (pillede)
2 spsk Spire eller karse
6 stk tørrede shitake svampe (Wakuwaku)
3 Æg
150 g Rejer (kogte)
150 g fersk tun
30 g Ørredrogn
300 g Sushi ris (rå vægt) – (Wakuwaku)
1,5 dl færdigblandet Sushi eddike (Wakuwaku)
4 spsk Soja (Wakuwaku)
Wasabi (valgfri) (Wakuwaku)
2 tsk Sesam (Wakuwaku)
1 spsk sukker
1 plade Nori tang fintklippet (Wakuwaku)
1 spsk neutral olie
Fremgangsmåde
1. Start med at sætte dine sushiris over til kogning. Brug gerne en riskoger her hvis du har en, og ellers så følg anvisningen på pakken. Husk at skylle dine ris grundigt flere gange før tilberedning.
2. Sæt shitake svampene i blød i vand i min 30 min, eller indtil de er helt bløde.
3. Blancher sukkerærterne i 30 sek i en lille gryde, og kom dem herefter direkte i koldt vand. Sæt dem til side i en skål til senere.
4. Pisk æggene i en skål med en knivspids salt og 1 spsk sukker og 2 spsk vand.
5. Varm en lille stegepande op med en smule neutral olie, og kom herefter et tyndt lag af æggemassen på panden. Lad æggemassen blive fast i ca. 1-2 min og tag den herefter forsigtigt af panden og kom den på en tallerken. Fortsæt indtil der ikke er mere æg.
6. Sæt en lille gryde over med vand, og når vandet koger kommes rejerne i. Kog dem ganske lidt, så de ikke bliver overtilberedte. Ca. 2 min. Køl dem herefter i koldt vand.
7. Kom de kogte ris i en stor skål eller et fad, og hæld den færdigblandede sushieddike over risene lidt af gangen. Adskil risene ved at vende dem forsigtigt med en stor ske eller træspatel. (Sørg for ikke at trykke risene sammen for hårdt).
8. Skær sukkerærterne i et mønster, således at de har en spids og kan stå op i retten for pæn dekoration.
9. Rul hver omelet sammen og snit dem fint så de kommer ud i tynde strimler.
10. Snit shitake svampene i skiver.
11. Tag to skåle eller et fad, og anret retten i følgende rækkefølge: Kom først sushiris i skålen eller fadet og begynd derefter at anrette chirashi bowlen i følgende rækkefølge: Ris, shitake svampe, sesamfrø, fintskåret æg, sukkerærter, rejer, tun, ørredrogn, karse og edamame bønner og til sidst fintklippet nori tang.
12. Retten spises med soja og wasabi. Sojaen kan sagtens kommes direkte over retten.
Af Emil Nakahara.